Apple opdatering påvirker digitale annoncører

Tilbage i 2017 introducerede Apple ITP – Intelligent Tracking Protection. Nu er der kommet en opdatering 2.1, som påvirker de virksomheder og annoncører, der arbejder med digital annoncering, attribuering, webanalyse m.m.

Beskyttelse af persondata er i politisk højsæde, og derfor vil vi forvente at se flere og flere ændringer i muligheder for tracking og annoncering, der er til gavn for brugerbeskyttelse, men som ændrer vilkårene for de virksomheder, der laver digital annoncering på baggrund af cookies. 

Apple ITP 2.1: Hvad er det, og hvilken betydning har det for din virksomhed? 

ITP blev introduceret i 2017 for at begrænse ”cross-site” tracking ved at fjerne tredjepart cookies efter 30 dage, men har med den seneste opdatering introduceret nye begrænsninger. Browseren Safari fjerner nu de fleste førstepart cookies allerede efter syv dage, og blokerer som standard alle tredjepart cookies.

Dette har Apple indført for at beskytte forbrugernes privatliv.

Hvilken betydning har dette for dig?  

Ændringen forekommer kun gennem Apples egen browser ”Safari”, og udfordringen i henhold til ITP afhænger derfor af, hvor mange af websitets brugere, der besøger hjemmesiden via denne browser. Da iPhones som standard anvender browseren Safari, og dette må anses som værende en af de mest udbredte smartphones i Danmark, vil effekten derfor altid være mærkbar.

Opdateringen vanskeliggør overordnet muligheden for at tracke kundernes brugerrejse, såfremt denne strækker sig over mere end 7 dage. Konverterer størstedelen af dine kunder indenfor 7 dage, vil det derfor ikke være et synderligt stort problem. Dog vil det mindske muligheden for at lave remarketing (via cookies), da brugere fra Safari browsere slettes fra remarketinglisterne efter 7 dage, og muligheden for at lave personificeret annoncer mindskes dermed.  

Eksempel: En bruger besøger hjemmeside A via en betalt annonce, men foretager ikke noget køb. Efter 7 dage slettes brugerens cookie, og kunderejsen for de første 7 dage slettes. Brugeren tilgår hjemmeside A igen på 8. dagen igennem en ny trafikkilde (direkte trafik), og foretager denne gang et køb. Første kontakt med hjemmesiden (betalt annoncering) får ikke tilskrevet nogen værdi for konverteringen, og den nye trafikkilde (direkte trafik) får tilskrevet den fulde konvertering.

Hvad kan du gøre?

Der er desværre ikke noget man kan gøre, men det vil heller ikke have en direkte negativ effekt på antallet af besøgende, salg eller omsætning. Ændringen kan blot medføre, at data flyttes anderledes rundt mellem trafikkilderne, hvilket man bør være opmærksom på. Herudover kan det selvfølgelig have en effekt på remarketingkampagner, og har man set en pludselig større nedgang i de målgruppelister man plejer at arbejde med, kan ITP 2.1 have været medvirkende til dette.

For at kunne konstatere, hvor stort et omfang denne ændring har for ens forretning, er man nødt til at kigge ind i den trafik, der tilgår hjemmesiden, og foretage en vurdering af, hvor mange brugere, der tilgår hjemmesiden igennem Safari, og hvor langt konverteringsvinduet gennemsnitligt er. Herved kan man få et indblik i, hvor stor en procentdel af ens samlede forretning, som påvirkes af problemet fremadrettet.

Ønsker I hjælp til at foretage en analyse af brugeradfærden samt tracking på jeres hjemmeside, skal I være velkommen til at kontakte os.  

Martin Jagd Graeser
CEO & Co-founding Partner

martin@kvantum.com
53 77 15 54
LinkedIn