Året går på held, og her inden julefreden sænker sig over det danske land, vil jeg dele fire fantastiske læseoplevelser med dig. 2017 har stået i ledelseslitteraturens og naturligvis eCommercestrategiens tegn for mit vedkommende.


Fire bøger har specielt fanget min interesse, og givet mig utrolig meget indsigt. Det er fire bøger, der har gjort størst indtryk på mig, og som har været med til at skabe et nyt og anderledes udsyn og ikke mindst indsigt. Dels som leder af et bureau, der har fået sat sin strategi i vej, og som allerede nu kan høste frugterne af det. Derfor er bøgernes emner dels om ledelse i en kreativ og digital tidsalder, og dels om eCommerce, og det paradigme, som specielt i 2017, vil jeg mene, begynder at danne nogle faste konturer af, hvor netop paradigmet eCommerce (i Danmark) lander.

Bøgerne jeg vil anbefale er:

  • Tænk Vildt af Rane Willerslev
  • De fem dysfunktioner i et team
  • The End of Online Shopping
  • Amazon – historien om Jeff Bezos og butikken der har alt

 

Tænkt vildt af Rane Willerslev er interessant, da den dels giver indsigt i at lede i en verden, hvor fokus er på det instrumentelle og deduktive, det modsatte af, hvad kreativiteten tit bliver billedet på. Set fra min stol, hvor data er det nye olie (for at bruge en gammel retorisk traver om min industri), ja, så er det faktisk befriende, at se ind i, hvordan det kreative også kan, eller skal tænkes ind i de deduktive tilgange til målgrupper, design m.m. Bogen er interessant, fordi Rane Willerslev er antropolog, og ser tingene utrolig tæt på og ud fra individet. Mange af hans pointer kommer fra en verden, der er fyldt med DJØF’ere. Men måden, vi har opdraget en bureau- og konsulentbranche i særdeleshed, er mange af eksemplerne slående.

En af bogens hovedpointer, som jeg læser det, er et slående citat om forskellen på den deduktive og matematiske tilgang til verden op imod den kreative måde at tilgå eksempelvis en mere kvantitativ verden. Han skriver:

“Det lineære ideal om at nå det konkrete svar på afmålt tid repræsenterer det, der peger bagud. Mod noget, vi allerede ved. Kreativiteten, derimod, rækker ud mod i morgen. Kreativiteten har desuden en iboende selvrefleksion og en tilbøjelighed til at korrigere kursen, når scenariet ændrer sig. Den kurs er heller aldrig liniær”  

Et stærkt citat, som virkelig har gjort indtryk på mig, og os i ledelsen af kvantum, og som har bibragt en helt ny måde at lede og drive viden og fællesskab på her på bureauet.

Læs den, hvis du skal have et antropologisk indspark til måden at tilgå verden på – bogen er letlæst, kan læses på en halv eftermiddag.

 

De fem dysfunktioner i et team er en ældre sag – bogen er fra 2002, men er bestemt ikke ringe eller forældet af den grund. Bogen er ikke af den klassiske ledelseslitteratur i måden, den er opbygget og beretter på. Den er skrevet som skønlitteratur, hvilket gør den yderst medrivende, og som er et morsomt træk ift. netop denne litteratur. Det bliver ikke corny, hvilket man kunne blive nervøs for, og på en og samme gang yderst pædagogisk. Man skal ikke have haft mange lederjobs eller været mellemleder før man yderst medrivende kan følge de udfordringer, som bogens hovedperson, Kathryn Peterson, står over for.

I løbet af fortællingen afdækker forfatteren, Patrick Lencioni, de 5 mest almene samarbejdsdefekter, som han kalder dem, som er:

  1. Fravær af tillid
  2. Konfliktskyhed
  3. Manglende commitment
  4. At undgå at holde hinanden ansvarlige
  5. Uopmærksomhed på resultater  

Dette er en fortælling om, hvorfor evnen til at samarbejde er den ultimative konkurrencefordel for en virksomhed. Det lyder banalt, og det er det også! Men det er ikke irrelevant af den grund.

Ved at introducere en meget enkel og letforståelig model, ja, så viser han, at det faktisk godt kan lade sig gøre at få en større ledergruppe, partnerkreds e.l. afdeling til at fungere. Og arbejde effektivt sammen. Men det kræver sin (empatiske) leder at komme her til. For er det de rigtige personer, du har siddende der, hvor de sidder? Samme overvejelser, har vores hovedperson i bogen også. Og de bliver løst, ikke på den åbenlyse måde med fyringer eller omstruktureringer, som tit ville være værktøjet til at komme hurtigere ud over stepperne. Bogen er skrevet i et enkelt sprog, og er hurtig at læse.

 

The End of online Shopping er bogen, du skal læse, hvis du arbejder med eCommerce i en virksomhed, hvor I også har fysiske butikker, og kæmper med transformationen til en mere digital og eCommerce (samarbejds-) drevet forretning. Retail er, som forfatteren skriver, i en svær tid. Alle taler om online handel, men ingen har rigtig svaret på, hvordan det skal gøres (det at koble retail og eCommerce til ét hele), med mindre du hedder Amazon eller Alibaba. Og ikke engang førstnævnte, har haft det nemt, hvis man kigger på økonomien i forretningen. Men herhjemme er vi begyndt at se konturerne af en hel industri, der forstår dette. Retail har qua finanskrisen og den hastigt udviklende og gennemgribende digitalisering af vores samfund haft det svært.

Retailere har kæmpe udfordringer med deres forretningsmodeller inden for koblingen mellem on- og offline. Og buddene er mange, ligesom litteraturen og de kvalitative bud fra mange kloge ehandelseksperter og bureauer også er. Men med denne bog får man virkelig mange gode ideer og indsigter. Så skal man overleve i en hastig og altoverskyggende digital-handelsverden, ja, så er læsning af denne bog et must. For her får du viden, indsigt og inspiration til, hvordan du kan se verden via dit brick and mortar (B&M) forretningskoncept og sætte et mere digitalt filter på så at sige. Skal du overleve i denne økonomi med handelsplatforme som Amazon, Miinto eller via deleøkonomien med apps som reshopper, er bogen et godt sted at starte. For som Jack Ma, stifter af Alibaba er citeret for at sige i bogen:

“Pure e-commerce will be reduced to a traditional business and replaced by the concept of new retail – the integration of online, offline, logistics and data across a single value chain”

Citatet er slående. Se bare på Amazons vej gennem retailverdenen, og se på Alibabas egne centre, hvor du handler fysisk i webshoppen.

Bogen er læseværdig, men også lang, på den amerikanske måde. Der er kapitler, som ikke var relevante for mig ihvertfald.

 

Amazon – historien om Jeff Bezos og butikken, der har alt – er fortællingen om manden med den karakteriske latter, og manden der kan intimidere et mødelokale på et nanosekund på bedste Steve-Jobs-måde. Historien om Amazon er interessant, hvis du vil vide mere om hvorfor Bezos’ verdensdominans er så overvældende. Bogen er en interessant læsning, inden for forretningsbiografier. Den er interessant dels fordi hans succes ikke bare har været defineret fra starten. For han har været heldig. Og han har på magisk vis kunne overbevise Wall Street om at underskuddet i forretningen var ved at vende. Der gik 16 år inden Amazon begyndte at give penge. Og Bezos har skulle forsvare sig overfor mange, ikke kun investorer, men også overfor tech- og finansjournalister, Der virkelig har ville ham det skidt. Bezos er på en og samme tid krævende og fascinerende, som disse personager jo er og skal være.

Bezos er ikke en traditionel købmand. Han er et Princeton vidunderbarn, der startede sin karriere på Wall Street som computeringeniør, der byggede trading platforme/netværk, til en virksomhed ved navn Fitel. En regnedreng med forstand på trading. Det gør ham super interessant, for morgendagens købmand hedder ikke nødvendigvis Lars Larsen, Troels eller Anders Holch Povlsen.

Bogen er skrevet som en biografi, og er meget indholdsmættet, da Bezos er en kompleks person. Men den er læst på et par dage.