Gør dig klar til Amazon Prime day

Amazon har endelig løftet sløret for, hvornår Prime day kommer til at forløbe, og det bliver i Q4 i år. Tech giganten holder dog stadig kortene tæt ind til kroppen, når det gælder en endelig udmelding i forhold til den specifikke dato – men flere nyhedsmedier med relevante kilder peger på, at det bliver den 13.-14. oktober. 

Til de der ikke ved det, så er Prime Day Amazons største udsalgsdag. Det kan sammenlignes med Black Friday for webshops. Det er en dag, hvor mange virksomheder, der annoncerer på Amazon, sætter deres produkter til nedsatte priser. Derfor er forbruget på Amazon højt på denne dag – sidste år solgte Amazon for mere på Prime Day, end de gjorde på Black Friday og Cyber Monday tilsammen. Intet mindre end 5,8 mia. dollar estimeres Prime Day til at have genereret på Amazon sidste år. 

Hvorfor er Prime Day vigtigt for din virksomhed?

Indlysende nok er der nye kunder at hente for virksomheder på en dag som denne. Forbrugerne bruger mere tid på Amazon Prime Day og søger derfor også mere rundt i nye produkter. Derudover kan du engagere dine nuværende kunder, og det er også typisk disse kunder, der er nemmest at sælge til, da de kender dine produkter og dit brand i forvejen. Det er de kunder, der oftest har tænkt sig at købe et af dine produkter, men venter til det er på tilbud. Den sidste kundegruppe er de tidligere kunder, som du også kan benytte Prime Day til at engagere, når de browser rundt og finder inspiration. På selve Prime Day er der gennemsnitligt +100 mio. kunder og +175 mio. solgte produkter, og det er derfor ikke et dårligt tidspunkt at investere i annoncering.

Hvis du vælger at annoncere på Prime Day og lægge nogle kræfter i din markedsføring op til denne dag, så vil du gøre klogt i ikke kun at gøre det på selve dagen, men også i dagene op til og efter. Sæt dine mål og gør dig klart, hvordan du når frem til dem. Der er overordnet fire annonceringsmuligheder for din virksomhed på Amazon:

  1. Sponsored Products
  2. Sponsored Brands
  3. Sponsored Display
  4. Amazon Stores

Vil vil ikke gennemgå de forskellige annonceringsmuligheder her, men tager gerne en dialog med dig og dit brand omkring dette. 

Hvad er strategisk at gøre på Prime Day?

Når der skal annonceres på Prime Day, er det vigtigt, at du vælger, hvilke produkter, du gerne vil sælge. Her kan det være fordelagtigt at vælge dine bedst sælgende produkter, da du ved, at de sælger, og dermed booster du salget yderligere for disse produkter. Alternativt kan du vælge at fokusere på de produkter, I har stor lagerbeholdning på, og på den måde bruge Prime Day til at få ryddet ud i lageret. Måske har I også mulighed for at sætte prisen væsentligt ned på disse produkter. Derudover vil det være en fordel at vælge de af jeres produkter, som er inden for sæsonen, da det er dem, kunderne typisk vil lede efter. 

På Prime Day 2019 fik annoncerne i gennemsnit 48% flere klik end normalt. Øg derfor dit budget på denne dag og dagene op til og efter, så du får det fulde udbytte af stigningen i kliks. Anbefalingen herfra lyder på at øge budgettet 3x det normale (kun på Prime dagene). Derefter kan du lave justeringer, som dagene forløber. For at finde det rigtige spend, kan du eventuelt se dine tidligere rapporter eller budjusteringer igennem og beregne herudfra. 

Gode råd på Prime Day selvom du ikke annoncerer

Som nævnt ovenfor er der på Prime Day en markant forøgelse af besøgende på sitet og dermed flere potentielle kunder at afsætte jeres produkter til. Selvom I aktivt vælger ikke at køre med nedsatte priser eller Prime Day deals, er det vigtigt, at I stadig er synlige. Det vil derfor være fordelagtigt ikke at pause jeres annoncering. 

Der vil stadig være potentielle kunder, der søger efter jeres produkter på dagen, og disse skal ikke gå forgæves. Kig jeres nuværende kampagne setup igennem, og bliv inspireret af følgende råd, hvis I vil have mest muligt ud af Prime Day:

  • Der skal udelukkende annonceres på produkter, som i er lagerførende på. Bliver der udsolgt i løbet af Prime Day, risikerer i at få dårlige Customer Reviews, fordi kunderne ikke får deres varer, og det påvirker jeres betalte men også organiske placering negativt. 
  • Følg jeres kampagner tæt på dagen så I er sikre på ikke at blive begrænsede af budget. Som nævnt tidligere er forbrugerne ekstra købelystne på denne dag, og det ville være ærgerligt at gå glip af potentielle salg grundet en begrænsning på budget. 
  • Sørg for at jeres “Product Detail Pages” er opdaterede og med de korrekte informationer. 
  • Tilføj om muligt en side på jeres Amazon Store der viser jeres bedst solgte og/eller de mest populære produkter. Dette gør det nemt og overskueligt for de, der besøger jeres shop.