Hjemmelevering er blevet et hit; for både shops og kunder

COVID-19 har uden tvivl gjort forbrugerne mere aktive online. Og i en tid, der har tvunget mange til at agere i en ny digital virkelighed, kan vi se, at forbrugerne også har skabt nye indkøbsvaner.

En analyse fra FDIH den 19. maj viser, at 25% af forbrugerne i højere grad vælger hjemmelevering under coronakrisen, når der sammenlignes med sidste år. Man må formode, at den øgede præference for denne service skyldes, at flere forbrugere gerne vil undgå turen ned til den lokale pakkeshop, og på den måde mindske smitterisikoen, eller den omvej, som det måske kræver i eftermiddagstrafikken. Dertil er der bekvemmeligheden ved at få leveret lige til døren særligt under COVID-19, hvor de fleste i forvejen har været hjemme.

Flere webshops har tilbudt gratis hjemmelevering – eller gratis hjemmelevering over et mindre beløb. Derfor er forbrugerne også blevet fristet til at vælge hjemmeleveringsløsningen. Hjemmelevering er et tiltag, som webshops kan tage i brug for at skubbe til salget. Det giver dog en ekstra omkostning for virksomhederne. Men det skaber loyalitet og viser, at du som brand, vil møde dine kunder, der hvor de bor.

Hos Kvantum har vi set, at netop hjemmeleveringsservicen er blevet benyttet af flere af vores kunder og med stor succes – heriblandt Mads Nørgaard og Carhartt WIP blot for at nævne et par stykker. Særligt Carhartt WIP har nydt godt af lockdown perioden, hvor de har øget deres omsætning med 198% under corona.

 

 

Det har naturligvis også resulteret i, at flere fragtfirmaer har oplevet en stigende interesse for hjemmelevering under COVID-19.

”Hos GLS har vi oplevet en stigning i private leveringer gennem den seneste tid,” udtaler Bitten Brun, kommerciel direktør hos GLS, til analysen fra FDIH.

FDIH’s analyse viser desuden, at forbrugerne i højere grad foretager køb via apps. Tæt på en fjerdedel (23%) af respondenterne melder, at de har foretaget deres køb via en app. Det er en stigning på syv procentpoint i forhold til april sidste år (16% i 2019 mod 23% i 2020).
De ekstra tiltag, som hjemmelevering og køb via app m.m., har blandt andet givet de virksomheder, med en online tilstedeværelse, bedre forudsætninger for at vækste under COVID-19. Coronakrisen har nemlig accelereret e-handelsudviklingen i Danmark og ifølge FDIH’s analyse er andelen af virksomheder, der oplever 25%+ vækst i omsætningen, steget markant.

Det er specielt konservative markeder som medicin og bankerforretning samt bogsalget som er steget i COVID-19 perioden. Dertil er vi i Danmark blevet EU-mestre i onlinehandel med hele 84% af befolkningen, der foretager indkøb via nettet – kun overgået af UK, der runder 87%.

Fremtiden ser derfor lys ud for den nye digitale virkelighed – også efter coronakrisens sorte skyer er trukket op i horisonten.