Norlys har efter en stor bureaupitch valgt at fortsætte samarbejdet med Kvantum Copenhagen om digital markedsføring. Norlys blåstempler dermed en fokuseret forretningsmodel og en stor specialistkompetence hos et mindre bureau.

Norlys, som er en af Danmarks helt store annoncører, fortsætter og intensiverer samarbejdet med Kvantum Copenhagen. Norlys ejer Stofa, Boxer og forsyningsselskabet N1 og er med ca. 1,5 millioner kundeforhold og 2.500 medarbejdere Danmarks største energi- og telekoncern. Samarbejdet med Kvantum begyndte med digital rådgivning hos Stofa og SydEnergi i 2017, mens Norlys kom til for halvandet år siden. I det aktuelle udbud undersøgte Norlys en række bureauer, som alle scorede på forskellig vis. Valgkriterierne var både specifikke og generelle med særlig vægt på effekt, transparens og effektivitet.

”Vi fokuserer på digitale kunderejser i forhold til flere brands, der sælger sammenlignelige ydelser. Det skal håndteres strategisk og operationelt, og det har Kvantums specialister været meget stærke til,” siger CMO Marianne Skaanning fra Norlys.

”Vores erfaring er, at mindre specialistbureauer skaber rigtig gode resultater, fordi der er fuldt fokus på kunden og kundens opgave. Den erfaring har vi gjort med Kvantum, og den vil vi også gerne brede ud i forhold til mediebureau. Det handler om at skabe resultater, og det gør man bedst i et tæt og personligt forhold. Det kræver selvfølgelig et stort, åbent og indsigtsfuldt samarbejde mellem alle involverede bureauer og ressourcer,” siger Marianne Skaaning.

Som led i det nye setup skifter Norlys til Orchestra som mediebureau, og derfor kommer Kvantum fremover til at arbejde tæt sammen Orchestra. Partnerskabet mellem Norlys, Orchestra og Kvantum er også et værdifællesskab:

”Vi opererer ud fra samme ideer om fuld gennemskuelighed og demokratisering af data, og derfor ser jeg frem til et intensivt samarbejde,” siger Martin Jagd Graeser, CEO & Founding Partner hos Kvantum Copenhagen. ”Vi er på en mission for at levere kvalitet via digitale strategier og gennemskuelige resultater i et komplekst marked. Det fornyede mandat hos Norlys er en kæmpestor løftet tommelfinger til os. Opgaven skal løses med specialviden inden for SEO, Ads, Facebook og Analytics. Det kommer til at handle om digitale kunderejser for flere brands på samme tid og med et tværgående fokus.”

Norlys leder efter størst mulig synergi mellem flere brands. Kvantum har det sidste år udviklet sin egen forretning med et digitalt-strategisk ben, og det ‘nye’ samarbejde med Norlys viser relevansen af både at være digitale ’håndværkere’ tæt på hverdagens kampagner og langsigtede strateger på den overordnede rejse.

”For at lykkes med visionerne for vores brands skal vi øge effektiviteten. Det er en bunden opgave. Men vores valg af Orchestra og Kvantum har i lige så høj grad handlet om kemi, engagement og høj faglighed,” siger Marianne Skaanning. ”Selv på så komplekse opgaver som vores, findes der meget seriøse alternativer til de traditionelle aktører. Kvantum har formået at skabe gode resultater fra dag et, og derfor udvider vi nu dette strategiske samarbejde. Vi ønsker at samle strategien for flere brands, og samtidig henter vi spidskompetence ind til at arbejde tæt sammen med os.”

For yderligere information, kontakt:

CMO Marianne Skaanning, tlf.: 6116 5549 / marebb@norlys.dk

CEO Martin Graeser, Kvantum, tlf.: 5377 1554 / martin@kvantum.com