Danske brands skal udnytte markedspotentialet i DK, før de ryger til udlandet

Den første dankorttransaktion blev gennemført på nettet i 1999, og siden da har danskernes e-handel slået rekord hvert år. Særligt coronakrisens indtog har bevist, hvor digitalt et folkefærd vi er i Danmark – 48% af danskerne e-handlede i første halvår af 2020 ifølge FDIH’s halvårsanalyse. Og hos det dansk-internationale tøjbrand Bestseller er udmeldingen nu, at det digitale salg har overhalet de to andre salgsben i virksomheden (fysiske butikker og engroshandel).

Ikke desto mindre foretrækker mange danskere at handle på udenlandske og ikke danske webshops – det viser Nationalbankens betalingskort statistik. Dog har der, for første gang siden man begyndte at måle på disse tal, været et fald i 2020 i danskernes e-handel i udenlandske webshops. I 2. kvartal 2020 har danskerne købt for 13 mia. kr. i udenlandske webshops, og sammenlignet med 16 mia. kr. i 2019 så er det et markant, ja faktisk et drastisk fald, på godt en femtedel (19%). 

Så konklusionen må være, at danskerne køber billigere varer på udenlandske webshops, men de shopper ikke mindre. Faldet er nemlig ikke et udtryk for, at danskerne har en faldende interesse for at shoppe i udenlandske webshops – tværtimod anvendte danskerne deres betalingskort 44 mio. gange i udenlandske webshops i 2. kvartal 2020. Det er en stigning på 3%, hvis man sammenligner med 2. kvartal 2019. 

Udenlandske brands opfattes som danske

Generelt er Danmark et land med en stor andel af danske webshops – faktisk er vi det land i Europa, der har den største andel af virksomheder med en webshop. Andelen er gået fra 23% i 2016 til 32% i 2019. Faktum er bare, at e-handelsbalancen lige nu befinder sig sådan, at mange penge ryger til udlandet, da danskerne anvender udenlandske webshops i stor stil. Et andet interessant aspekt er, at flere udenlandske brands er brandet så stærkt i Danmark, at de opfattes som danske. For eksempel tror 57%, at Boozt er dansk, 47% tror, at Zalando er dansk og 72% tror, at H&M er dansk ifølge FDIH’s halvårsanalyse. Når der spørges ind til, hvorfor danskerne handler i en udenlandsk netbutik, svarer 21%, at det er grundet billigere priser og 18% svarer, at de ikke havde tænkt nærmere over shoppens nationalitet. 

Pris er ikke overraskende et konkurrenceparameter. Men når det kommer til shoppens branding af sig selv, og danskerne opfattelse af brandet og brandets selvforståelse, er det interessant, at så mange danskere tror, at internationale brands er danske. Danskerne vil tydeligvis gerne handle i danske webshops, de ved bare ikke altid, når de handler i udenlandske. 

Opfordringen herfra skal naturligvis lyde, at brandingen af din shop skal være stærk – også i Danmark. Pris er ikke det eneste konkurrenceparameter – det handler i høj grad om den brandopbygning, din virksomhed rummer. Vi oplever ofte, at mange webshops vil “for hurtigt” til udlandet, men her kan det være en god idé at gøre Danmark færdigt først så at sige, da der er et stort markedspotentiale her, som danske brands skal udnytte til det fulde. Og endnu vigtigere; dit brand bør samle endnu mere data op fra det danske marked, før de gør sig klar til at ekspandere til udlandet. Der er sandsynligvis mange danskere, der ikke ved, at dit brand er dansk, og derfor kan det være en god idé at starte med at brande sig til det danske salg. 

Der er data at hente i danskernes forbrug på nettet. Se bare på Bestseller, der nu har gjort over en tredjedel af koncernen online og tjener størstedelen af sit salg her – en dansk funderet virksomhed, der nu er blevet international i over 45 lande. Og alt dette er sket hen over de seneste corona inficerede måneder, selvom Anders Holck Poulsen selv har udtalt, at han aldrig havde troet, at dette ville ske. 

Martin Jagd Graeser
CEO & Co-founding Partner

martin@kvantum.com
53 77 15 54
LinkedIn

Danske brands skal udnytte markedspotentialet i DK, før de ryger til udlandet