Digital forståelse er blevet et spørgsmål om liv eller død
“To be digital or not to be digital” kunne en moderne Hamlet spørge sig selv om i dag. For det er en tragedie, der udspiller sig globalt i disse Covid-19 måneder. En tragedie, der udspiller sig i mange agter og på mange platforme. Hvilket fik mig til at tænke…
Jeg har de sidste 12 år arbejdet med digital markedsføring og rådgivning her inden for. Jeg må sige, at jeg uge for uge bliver klogere og mere vidende om, hvad der har betydning for den digitale transformation for virksomhederne. Det er altid godt, at blive klogere, bevares, men det er også meget tragisk, det vi er vidner til med lukkede butikker, virksomheder, der ikke kan se mere end 14 dage frem ift. pipeline. De virksomheder der ikke formår at agere i tide, og dermed må dreje nøglen om, fordi man ikke kunne stå distancen, fordi den fysiske oplevelse med salg af produkter er sat ud af kraft.
Jeg havde ikke for et år siden, i min vildeste fantasi kunne forestille mig, at det at virksomheder rundt omkring i verden, og i særdeleshed i Danmark, ikke var digitale (nok), ville være en faktor, der spillede ind ift. virksomhedernes overlevelse – kort sagt, et spørgsmål om liv eller død.
Ej heller er der nogen, der skal være bagkloge, og spå om, hvorfor nogle virksomheder ikke kunne stå denne distance, i den tragiske tid, som vi skal drive virksomheder i. Jeg vover alligevel pelsen, for der er primært to årsager, som jeg ser, der spiller ind ift. mange moderne virksomheders problemer: Manglende investering i e-handel og et dårligt regnskab.
En cirkulær, negativ slutning, der bider sig selv i halen, og hvor virksomheden bliver udkonkurreret af sige selv. Forstået på den måde, at de virksomheder, som i disse mdr. kæmper for at overleve, desværre også er virksomheder, der har holdt igen med investeringerne ift. netop salg via online platforme, indsigter i kundedata og ikke mindst det, at kunne møde kunderne 360 grader.
Mange virksomheder har fejlet ved ikke at have en fornuftig fordeling mellem on- og offline. Det skal forstås på den måde, at når virksomheder, der har været retail-fokuseret, altid har vidst hvad givne butik skal omsætte for, og dermed har haft en klar forståelse af, hvad der gjorde at butikken skulle ligge på netop dét butiksstrøg, til hvilken pris, med hvilken oms. hastighed per kvartal, per mdr. per uge. Ja sågar i nogle tilfælde helt ned til omsætningshastigheden per time, for at det var en god forretning. Alt dette har vi vidst og arbejdet ud fra i retail i årtier.
Det samme burde gøre sig gældende i den digitale verden, da det med Covid-19 er blevet tydeligt, at det digitale fylder alt for lidt for de fleste virksomheder. For dem, hvor det har været på agendaen i mange år, ja, her er de heller ikke ramt på samme måde.
Hvorfor det i fremtiden burde være et krav, at når en butikskæde udvider, skal det ikke kun være offline, man arbejder med scenarier for omsætning, men at det som minimum skal modsvares af en tilsvarende investering online. Hver region eller område, burde have sin omsætningsfaktor ind mod det digitale, som et butiksnetværk har.
Detailhandlen må indstille sig på, at e-handel er et grundvilkår, der kun vil vokse i betydning. Det mener jeg, vi har fået påpeget nu, i ret så voldsomme eksempler. Vi vil se, og ser det allerede, et gevaldigt ryk i digitaliseringen oven på Covid-19, og det gælder bestemt også det kommercielle.
Martin Jagd Graeser
CEO & Co-founding Partner