Dk’s 3. største online supermarked Osuma booster sin digitale omsætning med 71 %

Siden corona-krisen gjorde sit indtog i Danmark, har dansk dagligvarehandel på nettet haft kronede dage, og FDIH-direktøren Niels Ralund udtalte i slutningen af april, at ”den digitale dagligvarehandel har fået det folkelige gennembrud, som branchen længe har ventet på” i en nyhed fra FDIH. Hos Osuma, som er Danmarks tredje største dagligvarekæde på nettet, har man også oplevet stor fremgang trods en smule opstartsvanskeligheder i corona-krisens spæde fase. Ikke desto mindre har Osuma opnået en stigning på 51 % i antallet af besøgende på deres webshop, når der sammenlignes med april sidste år. 

Hvis man ser på den organiske omsætning isoleret set, så er den steget med 71 % i april måned, og antallet af transaktioner på webshoppen ligger 84 % over niveauet for 2019. Går man et skridt videre og ser på Osumas Google Ads indsats, så hører det med til historien, at de var inaktive indtil 16. april grundet det overvældende antal af ordrer, som butikkerne knapt nok kunne nå at håndtere. Derfor besluttede de at sætte deres ads på pause indtil midt april. Siden da har de accelereret med en øget omsætning på 32 % som direkte resultat af ads-indsatsen målt fra 16.-30. april i år sammenlignet med hele april sidste år. Samtidig er konverteringsraten i samme periode øget med 22 %, hvilket markerer væsentligheden af Google Ads, og at de formår at ramme den relevante målgruppe.

Der er ingen tvivl om, at coronavirus har sat – og fortsat vil sætte – sit præg på den organiske udvikling for Osuma. Flere brugere ønsker at spare turen til deres lokale supermarked, hvilket formentlig vil være tilfældet i stadig stigende grad. Det er ikke til at sige, hvor mange nye brugere, der – også efter corona-krisen – vil benytte Osuma fast, men der er ingen tvivl om, at COVID-19 fortsat er en væsentlig faktor at tage højde for i forhold til Osumas performance i den kommende periode. Osumas fortælling er endnu et eksempel på en virksomhed, der formåede at justere sin strategi hurtigt i kølvandet på COVID-19. Hvor de i starten kæmpede med tekniske vanskeligheder, og det først og fremmest handlede om at håndtere den store efterspørgsel på shoppen, reagerede de på det rigtige tidspunkt i forhold til at skrue op for Google Ads-indsatsen igen. Tallene viser, at det var en beslutning, der godt kunne betale sig.

Trafikken ligger højt, og omsætningen ligger højt. De ligger langt over det, vi havde budgetteret med på privatsegmentet, hvilket også afspejles i Kvantums tal. Arbejdet ligger fremadrettet i at sikre, at de nytilkomne kunder bliver hængende” – CEO for Osuma Carsten Milek Pahlke

Martin Jagd Graeser
CEO & Co-founding Partner

martin@kvantum.com
53 77 15 54
LinkedIn