Altid dag ét

Belejret. Med Amazon kommer forbrugsfestens tømmermænd til Danmark. For hvad skal der blive af vores butikker og byer, når ingen behøver at stå ud af sengen for at købe noget?

Mon Jeff Bezos vil sende sin danske familie en tanke, når Amazon kommer hertil? Amerikanerne ved det ikke, men alle tiders største forretningsimperium har trods alt en slags udspring her, mere nøjagtig på Samsø, hvor Bezos’ oldefar omkring år 1900 fik nok af at slide i lensgreve Danneskiold-Samsøes marker og udvandrede til USA.

Johannes Jørgensen har nok kunnet se, hvor det bar hen. Han var søn af Jørgen Søren Mortensen, der gennem et langt liv var landarbejder på Brattingsborg Gods og modtog Dannebrogsmændenes hædersbevis for sin indsats i krigen mod tyskerne i 1864 – men ifølge Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø havde han ikke meget at vise for strabadserne ved sin død. Foruden lidt sengetøj, klæder og to par sko noterede alderdomshjemmet i Brundby i 1926 »et stueur, et klædeskab, et stort og et mindre bord, seks stole og ti billeder«.

Ting og sager. For 100 år siden fandtes der ikke ret mange af dem, og man bar dem med sig gennem livet. I dag flyder verden over med billige dimser, dutter, babysko, næsehårstrimmere, elektriske skateboards og hjertestartere, og på Amazon.com kan man købe mere end 12 millioner forskellige varer med et enkelt klik med musen. Amazon har ikke skabt den bølge af ting, der er skyllet ind over verden siden Jørgen Søren Mortensens død, men siden årtusindskiftet har de hjulpet millioner af nye forbrugere med at komme op og surfe på den, og det er næsten en lige så stor bedrift.

Læs hele artiklen i WeekendAvisen om giganten Amazon, hvor CEO hos Kvantum Martin Jagd Graeser udtaler sig her.