Google optimerer konstant og fokuset på mobilen vokser kontinuérligt. Det er interessant at se, hvordan de hele tiden fremmer mobilens muligheder for nem shopping. Dette nye tiltag, som endnu kun er lanceret til Android telefonen, er ingen undtagelse.

Selv læste jeg nyheden på Alt for Damernes website, hvor det er beskrevet rigtig fint, og de viser desuden funktionen med en video. Helt kort viser funktionen dig stylingmuligheder ved søgning på et bestemt produkt på den måde, at du under den almindelig billedvisning vil se “styling ideas”, hvor det pågældende produkt og lignende items er stylet til et outfit.

Finten med funktionen er selvfølgelig at få folk til at shoppe noget mere, uden at forlade en kurv med et produkt i uden at checke ud, fordi man ikke rigtig syntes, man kunne style sit køb med noget. Nu kan du hurtigt tjekke efter, hvad andre har gjort, så du ikke behøver tænke så meget over det, men bare smide i kurven og tjekke ud. Og så kunne det jo være smart, hvis næste funktion henviste til shops, hvor man kunne købe resten af outfittet.

Vi testede det af her hos os i Kvantum, hvor vi søgte på Stine Goyas Jacky Jacket Dream, og fandt en del billeder på “similar items” og “styling ideas”.

 

 

Billederne er genereret fra PR eksponeringer i modemagasiner, fede blogfotos og lignende, og fungerer ganske udmærket som inspiration.

Har du en Android telefon, kan du prøve funktionen allerede nu – har du Apple må du desværre vente lidt endnu.