Hvilke faktorer bliver de vigtigste inden for SEO – og hvad kommer vi til at prioritere endnu mere i 2018? Vi har her samlet de parametre, vi finder mest interessante og som vi forventer bliver dominerende i år.


Et mobilvenligt website bliver endnu vigtigere

Google har i efterhånden lang tid planlagt et skifte til mobile first index. Det forventes at ændringen sker i 2018 – der er delte forventninger til om det bliver i første eller andet kvartal.

Hvad betyder det, at Google går over til mobile first index?

Google vil begynde at læse og indeksere websites i forhold til hvordan de ser ud  på en mobiltelefon. Indtil videre har Google indekseret websites i forhold til hvordan de ser ud på en computer, men fremadrettet er det altså afgørende, at man har et mobiloptimeret website, hvis man ønsker at have gode placeringer på Googles organiske søgeresultater.

Hvad betyder mobile first for dit website?

Fordi flere og flere anvender mobil frem for computer, tilpasser Google også deres søgemaskiner til mobiltrafik. Det har længe været vigtigt at optimere sit website til mobiltrafik, men med mobile first index er det selvklart endnu vigtigere end før. Udover at det tekniske fundament skal tilpasses mobiltrafik og websitet bør have det rette indhold, er det vigtigt, at det er nemt at navigere på websitet. Hvis dine konkurrenter er bedre end dig til at give relevant og brugervenligt indhold på mobilen, vil det have negativ indflydelse på hvordan dit website rangeres i Googles organiske søgeresultater. Mister du synlighed, vil du alt andet lige også miste både trafik og salg.

Er dit website klar til mobile first index?

Start med at sørge for, at dit website er mobilvenligt. Du kan teste, om dit website er mobilvenligt her. Sørg for at brugeroplevelsen på dit website er mindst lige så god, når man tilgår siden via mobil som med computer:

  1. Brugerne skal have lige så meget lyst til at besøge siden og at blive på den indtil formålet med besøget er opfyldt
  2. Mængden af information skal være den samme. Dette gælder også overskrifter, links, billeder etc.  
  3. Load-tid må ikke være dårligere på mobil end på computer, snarere tværtimod

Amazon kommer til Danmark

Der går rygter om, at Amazon i 2018 vil holde sit indtog i Danmark. Amazon startede som en online boghandel, men har udviklet sig til en massiv online platform, der både sælger alverdens  varer og samtidig tilbyder virksomheder at sælge deres varer over platformen. I USA har Amazon en markedsandel på 60% af den samlede online handel og i UK en markedsandel på 43% (Rune Werliin i Berlingske Business).

Hvad betyder det for SEO i Danmark?

Når Amazon kommer til Danmark, kan det være starten på en omvæltning af den danske eCommerce-branche. Hvis Amazon får succes, og de danske forbrugeres adfærd kommer til at ligne forbrugerne i andre Amazon-lande vil det betyde, at mange vil starte et online køb med at gå ind på Amazons website og søge efter produktet i stedet for at bruge Google eller tilgå et website direkte. Hvis Amazon opnår en betydelig markedsandel, er det nødvendigt at tage højde for dette – også i sit SEO arbejde. Det bliver vigtigere at rangere højt på Google for at opnå så meget af den organiske trafik som muligt, men det bliver også relevant at overveje en tilstedeværelse på Amazon mod at afgive en del af sine produkters pris til Amazon. Amazon er uhyre dygtige til at indsamle data fra deres brugere – og vil derfor have nogen fordele for de virksomheder, der er tilstede på Amazon, hvis man formår at segmentere sine produkter korrekt.

 

Det bliver endnu vigtigere at svare på brugernes spørgsmål

Google arbejder konstant på at forbedre brugeroplevelsen for at holde sig så relevant som muligt. En del af dette er besvarelse af de spørgsmål, brugerne stiller i Googles søgefelt.

Hvad betyder det for SEO?

Indhold der besvarer spørgsmål bliver endnu vigtigere end før i forhold til SEO. Sørg for at der er indhold på websitet, der besvarer relevante spørgsmål som brugerne kunne tænkes at Google. Spørgsmålene kan besvares i informationsartikler, blogposts, FAQ’er eller videoer. Sørg endvidere for, at dette indhold bliver indekseret og dermed findes i Googles søgeresultater og sørg for have en god meta beskrivelse (teksten brugerne ser på Google, når de har søgt) og brugervenligt indhold og navigation på landingssiden. Disse faktorer viser Google, at du leverer brugbare svar, hvilket igen medvirker til gode placeringer på Googles organiske søgeresultater.

 

 

Belønning for gode svar: Fremhævede uddrag

Ved nogle søgninger fremgår en boks øverst på Google, der giver svar på den søgning, man har foretaget. Søger man f.eks. “hvad er den bedste olivenolie”, vil der oftest fremkomme en sådan boks – et såkaldt “fremhævet uddrag”. Hvis det er relevant, bør der arbejdes imod at skabe synlighed via disse uddrag.

Svar på brugernes spørgsmål er at være på forkant med voice search

Tendensen med at brugerne stiller længere og mere præcise spørgsmål på Google, understøttes af udviklingen inden for devices og deres anvendelse af talesøgninger. Eksempler på disse taleløsninger er Apples Siri og Home Kit, Googles Assistant, talesøgning og Google Home. Hvis man ikke skal taste sin søgning, men blot fremsige sin søgning, søger man gerne med en hel sætning – f.eks. “hvad er den bedste olivenolie”. Hvis et website er god til at besvare spørgsmål, vil der være større sandsynlighed for at det bliver fundet, når brugerne laver talesøgninger.

 

Konklusion: SEO er i endnu højere grad brugervenlighed

Karakteristisk for de tre nævnte tendenser inden for SEO i 2018 er, at de websites med høj brugervenlighed belønnes. Det drejer sig om at tilpasse sin tilstedeværelse i forhold til hvor brugerne er: nemlig på mobilen, på de mest konkurrencedygtige platforme som f.eks. Amazon og desuden på Google på relevante søgninger.