L’Oréal omsætter nye forbrugsmønstre til stor digital vinding

“Brands built digitally from the ground up” må være det credo, som globale virksomheder skal arbejde efter i fremtiden for at nå de “nye” forbrugere. Forandringens vinde blæser. Og ser man rundt omkring i verden, hvordan globale virksomheder har taget de ændrede forbrugsmønstre til sig, og vendt dem til deres fordel – ja, så vil man opleve, at de digitale transformationsvinde blæser med orkanstyrke kloden over.

Forleden kunne Financial Times berette i artiklen med overskriften: L’Oréal glimpses its digital future amid pandemic, at den globale lockdown har skruet op for kosmetikbrandets digitale investeringer globalt. Og det er ikke småpenge, som den franske koncern har allokeret til sine digitale kanaler, for at fange den nye kvindelige forbruger. De har vækstet deres online investeringer med 20% fra 50 til 70 % og øget omsætningen digitalt for 1. kvartal i 2020 med 52%.

 

 

COVID-19 har forårsaget ændrede indkøbs- og search-mønstre for forbrugerne, og det er som oftest digitalt, at researchen starter, hvilket den efterhånden har gjort i årtier nu. Men ændringen, der er sket med COVID-19, er, at en industri som kosmetikbranchen har haft svært ved at få forbrugerne over på nettet, da produkterne kræver en fysisk kontakt; mente man. Men L’Oréal har via dataindsigt fundet frem til, at forbrugeren nu er klar til digital involvering, når man taler om kosmetik. Ifølge en undersøgelse, foretaget af Boston Consulting Group, så vil kvinder fremover stå for 72 % af det samlede privatforbrug globalt. Blot for at sætte det i et størrelsesmæssigt perspektiv så betyder det, at det kvindelige segment vil være større end Indien og Kina tilsammen.

Ved hjælp af virtuelle redskaber vil L’Oréal nå den nye forbruger, og ændringen i adfærds- og forbrugsmønstret er allerede at se i regnskaberne fra verdens største kosmetikbrand. Det forholder sig nemlig sådan, at 20% af L’Oréals omsætning kommer fra deres digitale platforme, og de forventer, at det vil stige i årene, der kommer. For at sætte de 20% i forhold til andre lige så store globale spillere, så var Unilevers onlinesalg for første kvartal i år (2020) på 8% af deres milliardstore omsætning, og Néstles var på halvdelen af L’Oréals 20 % – altså på 10%. L’Oréal tabte omsætning under COVID-19, som alle andre brands, men tabet var bare markant mindre end deres konkurrenter i samme kategori.

L’Oréals ageren under krisen er interessant og yderst relevant for alle brands, der ikke er født digitale, da de ligesom Nike formåede at bibeholde en stor del af deres omsætning under nedlukningen. Det beviser, at “Brands built digitally from the ground up” fremover bliver frontrunners i kapløbet om kundernes digitale gunst.