Dato 5. december 2019 

Torsten Jansen er nyt bestyrelsesmedlem i Kvantum Copenhagen 

Journalist, diplomat og strategisk rådgiver. Det er en multifacetteret herre, Kvantum Copenhagen får ombord, når Torsten Stiig Jansen den 6. december indtræder i bureauets bestyrelse. 

Torsten Stiig Jansen, 56, har haft en lang og glorværdig journalistkarriere som udlandschef, korrespondent og studievært, ligesom han har været diplomat på den danske ambassade i Washington. Disse dage er han associeret partner i LEAD Agency.

Derudover er Torsten også kommentator og USA-ekspert på bl.a. TV2 NEWS. 

 

Kvantums CEO og Founding Partner Martin Jagd Graeser er svært tilfreds med forstærkningen. “Det er netop en person med Torstens internationale vingefang, vi har ønsket til vores bestyrelse. Ecommerce handler i sin essens om at læse udviklingen på en række fronter samtidig, og derfor har vi brug for bestyrelseskræfter, der ser og forstår mere end de fleste. Det er, hvad vi har fået i Torsten, der desuden kommer med bureauerfaring på højeste ledelsesniveau hos Danmarks førende rådgiver inden for strategisk kommunikation og Public Affairs.” 

Torsten Jansen ser ligeledes frem til samarbejdet. ”Jeg er stolt over at træde ind i bestyrelsen for Kvantum Copenhagen. Digital marketing er et område i kraftig vækst, og Kvantum har opnået en solid position i markedet ved hjælp af stærke værdier og visioner for fremtiden. Jeg glæder mig til at bidrage med mine kompetencer og erfaring, så eksperterne i Kvantum har de bedst mulige betingelser for at skabe resultater for deres kunder”. 

Samtidig får Kvantum Copenhagens bestyrelse også ny formand. Jesper Kramer, der hidtil har siddet i formandsstolen, er per 1. december tiltrådt som kommerciel direktør i Aller Media. “Et stort tillykke til Jesper og ikke mindst Aller. Vi har haft et godt og konstruktivt samarbejde med Jesper, og vi er kede af at miste ham. Men det nye job indebærer desværre potentielle interessekonflikter, hvorfor vi er enige om at, han udtræder af bestyrelsen,” forklarer Martin Jagd Graeser, der bliver konstitueret formand, indtil Kvantum Copenhagen præsenterer den nye mand eller kvinde i stolen. 

 

 

Bestyrelsen består indtil videre af Torsten Stiig Janssen, Lars Møller, Rasmus Frølund Thomsen og Martin Jagd Graeser. 

 

Yderligere oplysninger: 

Martin Jagd Graeser

CEO & Founding Partner

Kvantum Copenhagen ApS

+45 53 77 15 54

martin@kvantum.com

www.kvantum.com